Så vender jeg tilbage til Cameroun!

Nu kan jeg ikke undvære mine lillebrødre i Cameroun mere. I hvert fald har jeg nu bestemt, at jeg tager ned til dem igen i fire måneder fra januar-maj 2014.
Efter at have snakket med Jakob fra Afrika In Touch for knap to uger siden, fandt jeg ud af, at det var muligt for mig at tage afsted igen til foråret. På trods af at jeg smutter væk fra min familie, mine venner, Teen-Devote, Eliezer IMU, arbejde og min kusines konfirmation, hviler jeg nu i min beslutning om at tage af sted igen. Tak for støtte, snakke, tanker og forbøn!

Denne gang skal jeg rejse sammen med Andreas og Mathias , som jeg ikke kender endnu, men som jeg glæder mig meget til at lære at kende. De er nogenlunde på min egen alder, og jeg er sikker på, vi nok skal få fire gode måneder sammen i Cameroun.

Jeg ser frem til fire skønne men anderledes måneder i varmen, sammen med de fantastiske mennesker i Cameroun. Så vil jeg bare sige: Adieu Danemark, Sannuko Cameroun et merci Dieu!

Det er jo kærligt ment

Når temperaturen nærmer sig de 45 °C, kunne man godt have lyst til at tage ud at svømme. Det havde vi i hvert fald, så fordi vi havde påskeferie fra collage, blev det muligt for os torsdag. Så vi betalte 15 kr. per person, for at komme ind at bade i en pool, som vi havde helt for os selv i smukke eksotiske omgivelser. Det blev tre fantastiske timer i middagssolen, hvor vi skiftevis svømmede rundt i poolen og kom op og tørrede. Vi nød det rigtig meget og blev enige om, at det var noget af det bedste, vi har gjort for os selv.

Men så kom vi hjem… Nanna, Maja og jeg havde ikke bare fået en smule farve, men vi var for alvor blevet stegt RØDE. Mave, skuldre (de tidligere farmer-arme), lår og knæ jamrede sig uafbrudt. Derfor tænkte jeg, at det ville blive farligt at komme over til drengene, da de godt kan finde på at være lidt voldsomme…

Heldigvis blev jeg positivt overrasket over dem. Drengene skulle selvfølgelig lige finde ud af, hvortil grænsen for ondt gik, om det gjorde ondt, når man slog, når man aede, eller når man bare holdte hånden helt stille ovenpå. Da det eneste, der ikke gjorde (meget) ondt, var, når de forsigtigt holdte deres hånd stille oven på solskoldningen, gjorde de, til min overraskelse, kun det. Når nogle af de andre, der ikke kendte til, hvor ondt det gjorde, kom hen og skulle til at fx slå, nåede drengene, jeg sad med, at stoppe dem, fordi, de vidste det gjorde ondt på mig.

De fandt også ud af, at det var rart for mig, at blive kølet ned, så de lagde en kølig hånd oven på de solbrændte steder, igen omsorgsfuldt for at jeg ikke skulle have ondt.

Egentligt var det ikke nogen overraskelse for mig, da flere af dem sagde til mig, at jeg skulle til læge med det. Alle i Cameroun er nemlig vilde med læger og medicin, så hver gang der er det mindste galt, vil de have medicin for det. At bivirkningerne nemt kan være værre end sygdommen, er knap så væsentligt. Så da sorte mennesker ikke kender til at blive solbrændt, synes drengene selvfølgelig også, at jeg skulle have noget medicin for det. Jeg tror dog til sidst de fangede, at det ikke ville hjælpe.

De kære drenge blev dog ved med at prøve på at hjælpe mig. Nu ville de til at putte noget cremelignende smørelse på, som de normalvis bruger til deres sår. Selvom jeg ikke synes, det var en god ide, mente drengene, at det helt sikkert ville hjælpe. Det gjorde ondt, mens de smurte det på, men dette var ingenting i forhold til det næste. For pludselig begyndte cremen at brænde voldsomt på mine i forvejen solbrændte knæ, da det var en slags varmecreme, de havde puttet på. Drengene kunne dog godt se, at det skulle hurtigt vaskes af igen. Så de sad en dreng og holdte mine arme, så jeg ikke strittede imod, mens to andre drenge skrubbede cremen af med sæbe og vand. På trods af ufattelige smerter, vidste jeg godt, at de ville mig det bedste.

Efter alt dette gik jeg hjem med endnu større smerter, end da jeg kom. Men modsat hvad jeg havde frygtet, skyldtes det ikke drillerier, men det var kun på grund af omsorg for mig. Efterfølgende har de også spurgt til min solskoldning hver gang, de har set mig.

Det er altså nogle fantastiske og kærlige drenge, vi er sammen med her. Så de ekstra smerter, vi kan få, må overskygges af omsorgen, de giver. Det er jo sødt!

På stadion med drengene

Drengene vi er sammen med hernede går rigtig meget op i at spille fodbold. Derfor var den 1. marts en vigtig dag for dem, da der den dag var fodboldturnering mellem forskellige skoler på et stort stadion i Garoua.

Dagen startede med et par dyt fra vores chauffør, som åbenbart ikke havde forstået mit fransk i telefonen dagen før, hvor jeg havde prøvet at forklare ham, at han skulle komme en time senere. Så måtte jeg jo lige gå ud og prøve igen at forklare ham på fransk, at han skulle komme senere, og derefter håbe på at han forstod denne gang. Heldigvis kom han en time senere! At Elia så ikke kunne snøvle sig færdig, så vi skulle vente 20 min på ham, kunne chaufføren jo ikke gøre for. 

Vores chauffør

På trods af at vi kom lidt sent af sted, havde vi ikke behøvet at have stress over, at vi ikke nåede at se drengene spille fra staten af. For det første startede programmet først til afrikansk tid, som i dette tilfælde nok var knap en time. For det andet var der ret meget andet på programmet end fodboldturnering fandt vi ud af.

Selvfølgelig skulle dagen startes med march, da de er vilde med march i Cameroun. Først gik de 10 forskellige skoler march rundt om fodboldbanen på stadionet. Derefter var der nogle lærere, der gik march. Til sidst var der nogle små dansehold, der skulle præsentere forskellige byer i Cameroun ved at danse en lille dans forbi publikum. Inden vi kunne komme videre, var der da også lige nogle stykker, der skulle sige et par ord, bl.a. en kendt fodboldspiller fra byen. 

Så er der march på det store stadion

Dansere, der skulle præsentere Maroua med deres dans

Vores drenge (og nogle fra skolen) går march

Alt dette tog lige et par timer. I mens sad Line og jeg på tilskuerpladserne sammen med Elia og nogle få af drengene, der ikke måtte spille med. Når man sidder på et stadion som de to eneste hvide, blandt tusind sorte afrikanere, skal der nok blive lagt mærke til en. Uanset hvor vi kiggede hen, var der børn der kiggede på os. Pigen der sad foran os, prøvede på forskellige måder, at rører ved os hele tiden. Jeg sad ved siden af Line på den ene side og Djibsson, en af drengene, på den anden side. Pludselig rejste Djibsson sig op, og en mand tog hans plads. Ingen af os kendte manden, så jeg forstå ikke, hvorfor Djibson lod ham tage pladsen. Senere fandt jeg så ud af, at han var blevet betalt af manden, fordi manden gerne ville sidde ved siden af en hvid.

Line omringet af en masse børn

Fidel, Patrick, David og Djibsson

Da marchen m.m. (endelig) var færdig, blev det tid for drengene at spille fodbold. Det foregik udenfor rundt om stadionet. Her gjorde drengene det så godt, at de vandt semifinalen, hvilket betød, at de skulle spille finale inde på selve stadionet på ægte græs. Derfor var der rigtig sejrsjubel og glæde. 

Semifinalen bliver spillet i sandaler på den rigtig fine sandbane 

Sejrsløb og glæde over at være gået videre til finalen inde på stadion 

Igen gik der lang tid inden de kom til at spille, da der åbenbart også foregik en masse konkurrencer, som længdespring, 800 m løb og 100 m løb, først. Efter nogle timer gik deres kamp i gang. Kampen endte ud i straffesparkskonkurrence, som desværre ikke endte så godt. Men drengene havde fået lov at spille på det store stadion, og det, synes jeg, var det vigtigste. Vi var i hvert fald rigtig glade, da vi kom hjem efter en lang (9 timer) og dejlig dag!

Inden kampen samles drengene for at bede 

Så står drengene klar til finalen, hvor de for første gang skal prøve
at spille fodbold på græs i det store stadion 

Besøg af elektrikeren

Forleden dag var jeg så ”heldig” at skulle holde øje med en elektriker, som skulle ordne noget strøm på vores loft. De første 20 min gik med at vente på elektrikeren, som lige skulle købe nogle af de ting ind, han skulle bruge. Det med at veeeeente er efterhånden noget, vi er blevet vant til, men det er ikke af den grund blevet noget, vi er vilde med - endnu. Så jeg forventede egentligt bare nogle kedelige timer med elektrikeren. Det viste sig, at jeg fik grinet noget mere af dette besøg end forventet.

Jeg tror ikke jeg vil sige så meget mere, da billederne siger en del…

Det skal lige siges, elektrikerens tøj var helt rent FØR han kom
op på loftet. Da han kom ned var han til gengæld fuldstændig
beskidt! Støv og spindelvæv på hans skjorte, bukser, i håret og
 overalt på ham. Dette syn var noget jeg ikke kunne lade være
at grine af!!!

Når man skal op på loftet og stigen er blevet
væk, så tager man da bare et bord, putter en
stol oven på, så man kan træde på døren,
for at kunne komme op. Det er da klart!   

Så var der også lige problemer med en ledning udenfor. Hvordan kommer man nu der op?
Intet problem for Elia og elektrikeren. Her kan man også se lidt af, hvor beskidt han var.
Hvis man zoomer ind, kan spindelvævet i håret også ses. 

Bordet kunne da lige stå på en bænk med to højder og vippende brætte. Så tager man
jo bare sten oven på hinanden, så det kommer til at passe nogenlunde i højden. 

Jeg tror ikke helt dette ville blive godkendt
af arbejdstilsynet i Danmark...

At se et sådanne cirkus med en så beskidt mand havde jeg ikke regnet med at se, da jeg kom derover. Ventetiden og spildtiden var vist det hele værd alligevel!

Ægte dansk og dødlækkert

Til hverdag spiser Line og jeg hvidt brød til morgenmad, middagsmad og alt efter, hvad vi finder på at lave til aftensmad, kan der også lige snige sig lidt hvidt brød ned der. I Danmark har jeg vist aldrig prøvet at spise så meget hvidt brød i løbet af en dag. Men det er altså, det vi har her.

En lækker måde at tilberede lyst brød til aftensmaden.
Her: Oven i købet med  kød!

Mange ville nok mene det er usundt. Især når jeg fortæller at vi som pålæg kun har jordbærmarmelade og sukker og nogle gange laver vi æg til eller spiser den leende ko, banan eller avokado, hvis vi har det hjemme. Der er altså ikke så mange muligheder her, som i et dansk supermarked.

Det er så her vi prøver at være lidt kreative (om ikke andet så for vores egen samvittigheds skyld), for når vi laver brød, finder vi altid nogle rester eller lignede at putte i. Det kan være ris, couscous, pasta, aubergine, squash, løg, gulerødder, den leende ko eller hvad, der lige trænger til at blive spist, FOR MAN SMIDER IKKE MAD UD I AFRIKA! Her kan det lige nævnes at bønner i tomatsovs IKKE kan anbefales at putte i brød!

Brød med bønner i tomatsovs. Det smager IKKE godt!

I søndags var det vores fjerde søndag her i Garoua, og det bestemte vi os for at fejre med dansk mad. Til morgenmad spiste vi nemlig havregrød af den ene pose havregryn, vi har med hjemmefra. Virkelig godt! Men skal der være fest, så lad der være fest. Derfor bestemte vi os for som månedens højdepunkt at bage den første af de tre pakker rugbrødsblanding, som vi har med herned. Så vi dansk rugbrød til aftensmad sammen med æg og tomatskiver i ovnen (vi havde ikke lige andet hjemme). Er det ikke, hvad man kalder ægte dansk og dødlækkert! Det var det i hvert fald for os :)

At være syg i Afrika...

Jeg beklager meget, at jeg ikke har lagt noget ind på bloggen før, men jeg har altså været syg hernede.

At være syg i Afrika er, som i Danmark, ikke sjovt, men det har dog også til tider været interessant. Kort fortalt har jeg haft noget trykken for brystet, som har gjort, at jeg har haft problemer med at spise og drikke. Derfor snakkede jeg med en dansk sygeplejerske, Lily, som var hernede med en gruppe 50+’er for at hjælpe med forskellige ting på compounden. Efter aftale med doktoren, som kom og kiggede på mig, fik Lily lagt drop på mig inde på Line og mit værelse, hvilket nu har været en daglig rutine de sidste 5 dage. Dette kan man i hvert fald ikke bare lige få lov at gøre i Danmark.

Dette er det hjemmelavede stativ til væsken, jeg fik ind. Lavet af 50+ -mændene.

Hospitalet her har jeg også fået lov at besøge og opleve, og til det kan jeg bare tilføje, at de ikke er som i Danmark heller. I 3 timer sad vi på nogle små hårde træbænke og ventede på at snakke med lægen der. Hun undersøgte mig og fandt ikke noget alvorligt - så kloge blev vi der. Da jeg manglede væske her, skulle jeg have drop igen. Omkring 45 min efter den første sygeplejerske havde stukket mig, opdagede vi selv, at der var noget galt. Ezai gik ud for at lede efter en, der kunne se på det. Det var gjort forkert, så jeg skulle stikkes igen af en anden. Denne gang var det, som det skulle, så det var fint. Da væsken var færdig, vidste vi selv, hvordan man lukkede for væsken, så det gjorde vi selv. Mere end en halv time efter kom der en, og tog det ud. I Danmark plejer de at komme og holde øje med det, men hernede var det os selv, der skulle gøre det. Så det var en oplevelse at komme på hospitalet her.

Sådan så det ud på hospitalet, hvor jeg lå.

Min afrikanske journal med en fantareklame

Søndag morgen fik jeg at vide, at hvis jeg ikke fik det bedre inden om aftenen, skulle jeg rejse med 50+’erne hjem til Danmark dagen efter. På dette tidspunkt troede jeg næsten ikke på, at der var andre udveje. Da doktoren kom denne morgen (han kom normalt 2 gange om dagen, jo mindre der var nogle autoriteter, han skulle være der for - sådan er Afrika), fortalte jeg ham, om planen med Danmark. Her kom det mest underlige og fantastiske overhovedet: Han spurgte om han måtte bede for mig. Godt nok kommer han også i kirken, men at ens doktor ønsker at bede for en, tror jeg ikke man oplever i Danmark. Så det er et tilbud man absolut ikke siger nej tak til.

I løbet af dagen fik jeg spist noget, som blev i maven, jeg havde energi og var bare rigtig glad. Dette betød at jeg kunne få lov at blive her, som var det bedste der kunne ske. Samme aften da doktoren kom og så til mig igen, blev han også glad på mine vegne og bad endnu engang for mig. Fedt!

Mens jeg har været syg, har Lily været der rigtig meget for mig og har støttet mig, hjulpet mig og kæmpet med mig. I går rejste hun dog sammen med de andre 50+’er videre mod Danmark. Hun sagde søndag: ”Herren kommer aldrig for sent”, og det gør han ikke! Line blev lige lært op af Lily i går til, hvordan man skifter væske på mit drop. Det havde hun nok heller ikke fået helt lov til, hvis vi var i Danmark. Men det er vi ikke, og jeg er glad for, at hun gør det nu.

Line som sygeplejeske

Jeg har set en ”drophånd” utallige gange før i mit liv, dog altid kun på min lillebror David. Han har derfor været et forbillede for mig gennem hele syge- og dropforløbet, og jeg tænker fortsat på ham, når jeg kigger på min hånd.

Det har været rigtig dejligt med en helt masse forbøn og støtte af både Lily, Line, Ezai, Elia, doktoren, pigerne, 50+’erne og også hjemmefra. Tak! Derudover vil jeg bare lige sige, at jeg er glad og har det rigtig godt nu, og at det fortsat går den rigtige vej. 

Det' hot, hot, hot!

Da vi rejste fra Danmark torsdag morgen var der omkring -10 °C. Fredag aften da vi landede i Garoua var der 34 °C. Når der var en temperaturforskel på over 40 °C, syntes vi det var varmt, men Ezai, vores kontaktperson hernede, grinte ad os, for han mente, at det først ville blive varmt for os, når det blev højlys dag og næsten 40 °C dagen efter.

Han havde ret!

Afrika oppefra! Ser det ikke varmt ud?

Når det er så varmt, er det jo bare rigtig dejligt, at der er blæsere i loftet. Det hjælper desværre bare ikke så meget, når der ikke er noget strøm hele den første dag! Det kom dog heldigvis om aftenen igen, men forsvandt om natten. De første mange dage her har vi altså levet i jævnlige strømafbrydelser, hvor den mindste lille brise er blevet nydt, og hvor pandelamper har været en god ven. Heldigvis har vi gaskomfur og gasovn, så vi er ikke gået sultne i seng.

Udover strømsvigt, havde vi også vandsvigt til at starte ud med. Derfor blev vi nødt til at bruge noget af vores dyrebare købevand på madlavning. Vi havde allerede der drukket 10-12 liter ca. og havde kun 3-5 liter tilbage, så der måtte vi bare håbe på, at der kom vand inden vi gik i seng. Det kom der da også og da det skete jublede, grinte og græd vi af glæde, for vi havde indset hvor vigtigt vand var. Overdrivelse fremmer forståelse, men vi var i hvert fald glade J

For lige at sætte vand lidt i perspektiv, kan jeg fortælle at man skal drikke 3 liter vand om dagen her, og en flaske vand koster det samme som en sms, 4 kr. Så håber jeg mor kan forstå, at jeg ikke sender flere sms’er hjem til hende ;)

Hov, nu forsvandt strømmen igen!

At dyrene i Afrika…

Efter en lang og lidt forvirrende rejse ankom vi fredag aften til vores nye hjem i Garoua.  Der var mange til at tage i mod os - både mennesker og dyr! Da vi kom hen til huset, hvor vi skulle overnatte, sad der ude på huset 3-4 store firben lige ved og over døren. Det troede jeg blev min største udfordring… Inde i husets første rum sad der på væggen en gekko og bød os velkommen indenfor. Da vi derefter kom ind i vores soveværelse fandt vi ret hurtigt to kæmpe store edderkopper! Her fandt jeg ud af, at det var dem, der ville blive sværest for mig at vende mig til. Puha! Derudover kan jeg tilføje, at da der også var en helt masse små myrer på badeværelset, myg, græshopper og stankelben i stort set hvert loftshjørne. Denne første nat i Garoua havde vi desværre ikke noget myggenet, så jeg pakkede mig godt og grundigt ind i mit lagen, så der ikke kunne trænge dyr ind til mig.

Firben kravler overalt omkring os; over døren, PÅ døren, på jorden,  i køkkenet, i soveværelset osv, men det vender man sig til :) Desuden er de bare rigtig flotte, da der findes mange forskellige farver.

Allerede tidligt næste morgen kunne vi høre at der var langt flere dyr. Heldigvis ikke kun insekter! Uden for vores vindue var der høje lyde som brægen, klukken, hanegal m.m.. Rundt omkring på compounden går der nemlig hele tiden geder, får, hunde (eller noget, der ligner), høns, ges, ænder, kalkuner rundt sammen med deres unger. De fleste af dyrene ser dog ikke ud som, dem man er vant til at se i Danmark. Men det er da også meget hyggeligt, at de er der J

Kalkununger mens vi spiser udenfor. I starten var der 6, men nu er der kun 3 tilbage...

Fårene der bare går rundt på compounden blandt mennesker, biler og ledninger

Nu efter vi har været her nogle dage, har jeg da vænnet mig til dyrene - UNDTAGEN edderkopper, som vi heldigvis ikke har set så mange af siden. Firbenene, der er overalt, har jeg ikke noget imod mere udover, når de opholder sig i vores soveværelse! Så sent som i går aftes, havde vi uønsket besøg af et firben på værelset, som vi med madrasser og sko brugte en halv time på mange måder, at få ud. Og til sidst lykkedes det heldigvis også J

Her er Line og jeg ved at få firbenet ud fra vores soveværelse ved at kaste sko efter den og med madrasser lede den den rigtige vej ud. Nå ja, der var jo ingen strøm der, så jeg havde pandelampe på for at kunne se firbenet i  mørket.

Som vi fik at vide den første aften: ”Dyrene er vores venner”. Dog ikke helt endnu, men det kommer… måske.