mandag den 28. januar 2013

Det' hot, hot, hot!

Da vi rejste fra Danmark torsdag morgen var der omkring -10 °C. Fredag aften da vi landede i Garoua var der 34 °C. Når der var en temperaturforskel på over 40 °C, syntes vi det var varmt, men Ezai, vores kontaktperson hernede, grinte ad os, for han mente, at det først ville blive varmt for os, når det blev højlys dag og næsten 40 °C dagen efter.
Han havde ret!

Afrika oppefra! Ser det ikke varmt ud?
Når det er så varmt, er det jo bare rigtig dejligt, at der er blæsere i loftet. Det hjælper desværre bare ikke så meget, når der ikke er noget strøm hele den første dag! Det kom dog heldigvis om aftenen igen, men forsvandt om natten. De første mange dage her har vi altså levet i jævnlige strømafbrydelser, hvor den mindste lille brise er blevet nydt, og hvor pandelamper har været en god ven. Heldigvis har vi gaskomfur og gasovn, så vi er ikke gået sultne i seng.

Udover strømsvigt, havde vi også vandsvigt til at starte ud med. Derfor blev vi nødt til at bruge noget af vores dyrebare købevand på madlavning. Vi havde allerede der drukket 10-12 liter ca. og havde kun 3-5 liter tilbage, så der måtte vi bare håbe på, at der kom vand inden vi gik i seng. Det kom der da også og da det skete jublede, grinte og græd vi af glæde, for vi havde indset hvor vigtigt vand var. Overdrivelse fremmer forståelse, men vi var i hvert fald glade J

For lige at sætte vand lidt i perspektiv, kan jeg fortælle at man skal drikke 3 liter vand om dagen her, og en flaske vand koster det samme som en sms, 4 kr. Så håber jeg mor kan forstå, at jeg ikke sender flere sms’er hjem til hende ;)

Hov, nu forsvandt strømmen igen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar