På stadion med drengene

Drengene vi er sammen med hernede går rigtig meget op i at spille fodbold. Derfor var den 1. marts en vigtig dag for dem, da der den dag var fodboldturnering mellem forskellige skoler på et stort stadion i Garoua.

Dagen startede med et par dyt fra vores chauffør, som åbenbart ikke havde forstået mit fransk i telefonen dagen før, hvor jeg havde prøvet at forklare ham, at han skulle komme en time senere. Så måtte jeg jo lige gå ud og prøve igen at forklare ham på fransk, at han skulle komme senere, og derefter håbe på at han forstod denne gang. Heldigvis kom han en time senere! At Elia så ikke kunne snøvle sig færdig, så vi skulle vente 20 min på ham, kunne chaufføren jo ikke gøre for. 

Vores chauffør

På trods af at vi kom lidt sent af sted, havde vi ikke behøvet at have stress over, at vi ikke nåede at se drengene spille fra staten af. For det første startede programmet først til afrikansk tid, som i dette tilfælde nok var knap en time. For det andet var der ret meget andet på programmet end fodboldturnering fandt vi ud af.

Selvfølgelig skulle dagen startes med march, da de er vilde med march i Cameroun. Først gik de 10 forskellige skoler march rundt om fodboldbanen på stadionet. Derefter var der nogle lærere, der gik march. Til sidst var der nogle små dansehold, der skulle præsentere forskellige byer i Cameroun ved at danse en lille dans forbi publikum. Inden vi kunne komme videre, var der da også lige nogle stykker, der skulle sige et par ord, bl.a. en kendt fodboldspiller fra byen. 

Så er der march på det store stadion

Dansere, der skulle præsentere Maroua med deres dans

Vores drenge (og nogle fra skolen) går march

Alt dette tog lige et par timer. I mens sad Line og jeg på tilskuerpladserne sammen med Elia og nogle få af drengene, der ikke måtte spille med. Når man sidder på et stadion som de to eneste hvide, blandt tusind sorte afrikanere, skal der nok blive lagt mærke til en. Uanset hvor vi kiggede hen, var der børn der kiggede på os. Pigen der sad foran os, prøvede på forskellige måder, at rører ved os hele tiden. Jeg sad ved siden af Line på den ene side og Djibsson, en af drengene, på den anden side. Pludselig rejste Djibsson sig op, og en mand tog hans plads. Ingen af os kendte manden, så jeg forstå ikke, hvorfor Djibson lod ham tage pladsen. Senere fandt jeg så ud af, at han var blevet betalt af manden, fordi manden gerne ville sidde ved siden af en hvid.

Line omringet af en masse børn

Fidel, Patrick, David og Djibsson

Da marchen m.m. (endelig) var færdig, blev det tid for drengene at spille fodbold. Det foregik udenfor rundt om stadionet. Her gjorde drengene det så godt, at de vandt semifinalen, hvilket betød, at de skulle spille finale inde på selve stadionet på ægte græs. Derfor var der rigtig sejrsjubel og glæde. 

Semifinalen bliver spillet i sandaler på den rigtig fine sandbane 

Sejrsløb og glæde over at være gået videre til finalen inde på stadion 

Igen gik der lang tid inden de kom til at spille, da der åbenbart også foregik en masse konkurrencer, som længdespring, 800 m løb og 100 m løb, først. Efter nogle timer gik deres kamp i gang. Kampen endte ud i straffesparkskonkurrence, som desværre ikke endte så godt. Men drengene havde fået lov at spille på det store stadion, og det, synes jeg, var det vigtigste. Vi var i hvert fald rigtig glade, da vi kom hjem efter en lang (9 timer) og dejlig dag!

Inden kampen samles drengene for at bede 

Så står drengene klar til finalen, hvor de for første gang skal prøve
at spille fodbold på græs i det store stadion