Jeg beklager meget, at jeg ikke har lagt noget ind på
bloggen før, men jeg har altså været syg hernede.
At være syg i Afrika er, som i
Danmark, ikke sjovt, men det har dog også til tider været interessant. Kort fortalt
har jeg haft noget trykken for brystet, som har gjort, at jeg har haft
problemer med at spise og drikke. Derfor snakkede jeg med en dansk sygeplejerske,
Lily, som var hernede med en gruppe 50+’er for at hjælpe med forskellige ting
på compounden. Efter aftale med doktoren, som kom og kiggede på mig, fik Lily
lagt drop på mig
inde på Line og mit
værelse, hvilket nu har været en daglig rutine de sidste 5 dage. Dette kan man
i hvert fald ikke bare lige få lov at gøre i Danmark.
|
Dette er det hjemmelavede stativ til væsken, jeg fik ind. Lavet af 50+ -mændene. |
Hospitalet her har jeg også fået
lov at besøge og opleve, og til det kan jeg bare tilføje, at de ikke er som i
Danmark heller. I 3 timer sad vi på nogle små hårde træbænke og ventede på at
snakke med lægen der. Hun undersøgte mig og fandt ikke noget alvorligt - så
kloge blev vi der. Da jeg manglede væske her, skulle jeg have drop igen. Omkring
45 min efter den første sygeplejerske havde stukket mig, opdagede vi selv, at
der var noget galt. Ezai gik ud for at lede efter en, der kunne se på det. Det
var gjort forkert, så jeg skulle stikkes igen af en anden. Denne gang var det, som
det skulle, så det var fint. Da væsken var færdig, vidste vi selv, hvordan man
lukkede for væsken, så det gjorde vi selv. Mere end en halv time efter kom der
en, og tog det ud. I Danmark plejer de at komme og holde øje med det, men
hernede var det os selv, der skulle gøre det. Så det var en oplevelse at komme
på hospitalet her.
|
Sådan så det ud på hospitalet, hvor jeg lå. |
|
Min afrikanske journal med en fantareklame |
Søndag morgen fik jeg at vide, at hvis
jeg ikke fik det bedre inden om aftenen, skulle jeg rejse med 50+’erne hjem til
Danmark dagen efter. På dette tidspunkt troede jeg næsten ikke på, at der var
andre udveje. Da doktoren kom denne morgen (han kom normalt 2 gange om dagen,
jo mindre der var nogle autoriteter, han skulle være der for - sådan er
Afrika), fortalte jeg ham, om planen med Danmark. Her kom det mest underlige og
fantastiske overhovedet: Han spurgte om han måtte bede for mig. Godt nok kommer
han også i kirken, men at ens doktor ønsker at bede for en, tror jeg ikke man
oplever i Danmark. Så det er et tilbud man absolut ikke siger nej tak til.
I løbet af dagen fik jeg spist
noget, som blev i maven, jeg havde energi og var bare rigtig glad. Dette betød
at jeg kunne få lov at blive her, som var det bedste der kunne ske. Samme aften
da doktoren kom og så til mig igen, blev han også glad på mine vegne og bad
endnu engang for mig. Fedt!
Mens jeg har været syg, har Lily været
der rigtig meget for mig og har støttet mig, hjulpet mig og kæmpet med mig. I
går rejste hun dog sammen med de andre 50+’er videre mod Danmark. Hun sagde
søndag: ”Herren kommer aldrig for sent”, og det gør han ikke! Line blev lige
lært op af Lily i går til, hvordan man skifter væske på mit drop. Det havde hun
nok heller ikke fået helt lov til, hvis vi var i Danmark. Men det er vi ikke,
og jeg er glad for, at hun gør det nu.
|
Line som sygeplejeske |
Jeg har set en ”drophånd” utallige
gange før i mit liv, dog altid kun på min lillebror David. Han har derfor været
et forbillede for mig gennem hele syge- og dropforløbet, og jeg tænker fortsat
på ham, når jeg kigger på min hånd.
Det har været rigtig dejligt med
en helt masse forbøn og støtte af både Lily, Line, Ezai, Elia, doktoren,
pigerne, 50+’erne og også hjemmefra. Tak! Derudover vil jeg bare lige sige, at
jeg er glad og har det rigtig godt nu, og at det fortsat går den rigtige vej.