At være syg i Afrika...

Jeg beklager meget, at jeg ikke har lagt noget ind på bloggen før, men jeg har altså været syg hernede.

At være syg i Afrika er, som i Danmark, ikke sjovt, men det har dog også til tider været interessant. Kort fortalt har jeg haft noget trykken for brystet, som har gjort, at jeg har haft problemer med at spise og drikke. Derfor snakkede jeg med en dansk sygeplejerske, Lily, som var hernede med en gruppe 50+’er for at hjælpe med forskellige ting på compounden. Efter aftale med doktoren, som kom og kiggede på mig, fik Lily lagt drop på mig inde på Line og mit værelse, hvilket nu har været en daglig rutine de sidste 5 dage. Dette kan man i hvert fald ikke bare lige få lov at gøre i Danmark.

Dette er det hjemmelavede stativ til væsken, jeg fik ind. Lavet af 50+ -mændene.

Hospitalet her har jeg også fået lov at besøge og opleve, og til det kan jeg bare tilføje, at de ikke er som i Danmark heller. I 3 timer sad vi på nogle små hårde træbænke og ventede på at snakke med lægen der. Hun undersøgte mig og fandt ikke noget alvorligt - så kloge blev vi der. Da jeg manglede væske her, skulle jeg have drop igen. Omkring 45 min efter den første sygeplejerske havde stukket mig, opdagede vi selv, at der var noget galt. Ezai gik ud for at lede efter en, der kunne se på det. Det var gjort forkert, så jeg skulle stikkes igen af en anden. Denne gang var det, som det skulle, så det var fint. Da væsken var færdig, vidste vi selv, hvordan man lukkede for væsken, så det gjorde vi selv. Mere end en halv time efter kom der en, og tog det ud. I Danmark plejer de at komme og holde øje med det, men hernede var det os selv, der skulle gøre det. Så det var en oplevelse at komme på hospitalet her.

Sådan så det ud på hospitalet, hvor jeg lå.

Min afrikanske journal med en fantareklame

Søndag morgen fik jeg at vide, at hvis jeg ikke fik det bedre inden om aftenen, skulle jeg rejse med 50+’erne hjem til Danmark dagen efter. På dette tidspunkt troede jeg næsten ikke på, at der var andre udveje. Da doktoren kom denne morgen (han kom normalt 2 gange om dagen, jo mindre der var nogle autoriteter, han skulle være der for - sådan er Afrika), fortalte jeg ham, om planen med Danmark. Her kom det mest underlige og fantastiske overhovedet: Han spurgte om han måtte bede for mig. Godt nok kommer han også i kirken, men at ens doktor ønsker at bede for en, tror jeg ikke man oplever i Danmark. Så det er et tilbud man absolut ikke siger nej tak til.

I løbet af dagen fik jeg spist noget, som blev i maven, jeg havde energi og var bare rigtig glad. Dette betød at jeg kunne få lov at blive her, som var det bedste der kunne ske. Samme aften da doktoren kom og så til mig igen, blev han også glad på mine vegne og bad endnu engang for mig. Fedt!

Mens jeg har været syg, har Lily været der rigtig meget for mig og har støttet mig, hjulpet mig og kæmpet med mig. I går rejste hun dog sammen med de andre 50+’er videre mod Danmark. Hun sagde søndag: ”Herren kommer aldrig for sent”, og det gør han ikke! Line blev lige lært op af Lily i går til, hvordan man skifter væske på mit drop. Det havde hun nok heller ikke fået helt lov til, hvis vi var i Danmark. Men det er vi ikke, og jeg er glad for, at hun gør det nu.

Line som sygeplejeske

Jeg har set en ”drophånd” utallige gange før i mit liv, dog altid kun på min lillebror David. Han har derfor været et forbillede for mig gennem hele syge- og dropforløbet, og jeg tænker fortsat på ham, når jeg kigger på min hånd.

Det har været rigtig dejligt med en helt masse forbøn og støtte af både Lily, Line, Ezai, Elia, doktoren, pigerne, 50+’erne og også hjemmefra. Tak! Derudover vil jeg bare lige sige, at jeg er glad og har det rigtig godt nu, og at det fortsat går den rigtige vej.