Det er jo kærligt ment

Når temperaturen nærmer sig de 45 °C, kunne man godt have lyst til at tage ud at svømme. Det havde vi i hvert fald, så fordi vi havde påskeferie fra collage, blev det muligt for os torsdag. Så vi betalte 15 kr. per person, for at komme ind at bade i en pool, som vi havde helt for os selv i smukke eksotiske omgivelser. Det blev tre fantastiske timer i middagssolen, hvor vi skiftevis svømmede rundt i poolen og kom op og tørrede. Vi nød det rigtig meget og blev enige om, at det var noget af det bedste, vi har gjort for os selv.

Men så kom vi hjem… Nanna, Maja og jeg havde ikke bare fået en smule farve, men vi var for alvor blevet stegt RØDE. Mave, skuldre (de tidligere farmer-arme), lår og knæ jamrede sig uafbrudt. Derfor tænkte jeg, at det ville blive farligt at komme over til drengene, da de godt kan finde på at være lidt voldsomme…

Heldigvis blev jeg positivt overrasket over dem. Drengene skulle selvfølgelig lige finde ud af, hvortil grænsen for ondt gik, om det gjorde ondt, når man slog, når man aede, eller når man bare holdte hånden helt stille ovenpå. Da det eneste, der ikke gjorde (meget) ondt, var, når de forsigtigt holdte deres hånd stille oven på solskoldningen, gjorde de, til min overraskelse, kun det. Når nogle af de andre, der ikke kendte til, hvor ondt det gjorde, kom hen og skulle til at fx slå, nåede drengene, jeg sad med, at stoppe dem, fordi, de vidste det gjorde ondt på mig.

De fandt også ud af, at det var rart for mig, at blive kølet ned, så de lagde en kølig hånd oven på de solbrændte steder, igen omsorgsfuldt for at jeg ikke skulle have ondt.

Egentligt var det ikke nogen overraskelse for mig, da flere af dem sagde til mig, at jeg skulle til læge med det. Alle i Cameroun er nemlig vilde med læger og medicin, så hver gang der er det mindste galt, vil de have medicin for det. At bivirkningerne nemt kan være værre end sygdommen, er knap så væsentligt. Så da sorte mennesker ikke kender til at blive solbrændt, synes drengene selvfølgelig også, at jeg skulle have noget medicin for det. Jeg tror dog til sidst de fangede, at det ikke ville hjælpe.

De kære drenge blev dog ved med at prøve på at hjælpe mig. Nu ville de til at putte noget cremelignende smørelse på, som de normalvis bruger til deres sår. Selvom jeg ikke synes, det var en god ide, mente drengene, at det helt sikkert ville hjælpe. Det gjorde ondt, mens de smurte det på, men dette var ingenting i forhold til det næste. For pludselig begyndte cremen at brænde voldsomt på mine i forvejen solbrændte knæ, da det var en slags varmecreme, de havde puttet på. Drengene kunne dog godt se, at det skulle hurtigt vaskes af igen. Så de sad en dreng og holdte mine arme, så jeg ikke strittede imod, mens to andre drenge skrubbede cremen af med sæbe og vand. På trods af ufattelige smerter, vidste jeg godt, at de ville mig det bedste.

Efter alt dette gik jeg hjem med endnu større smerter, end da jeg kom. Men modsat hvad jeg havde frygtet, skyldtes det ikke drillerier, men det var kun på grund af omsorg for mig. Efterfølgende har de også spurgt til min solskoldning hver gang, de har set mig.

Det er altså nogle fantastiske og kærlige drenge, vi er sammen med her. Så de ekstra smerter, vi kan få, må overskygges af omsorgen, de giver. Det er jo sødt!